Den Guddommelige Thoth

Thoth skrev den egyptiske dødebog for 50.000 år siden.

Bogen hed oprindeligt “At komme frem ved dag bogen”. Egypterne troede på genfødsel. For dem var sjælen evig og altid på vej mod lyset, sit ophav, den evige fred.
Dødebogen fik alle med sig i graven i form af en papyrusrulle. Den var en hjælp til den døde, der i stjernebilledet Orion møder guden Osiris. Osiris gennemgår den dødes liv og beslutter, om den døde (sjælen) har brug for endnu et liv på jorden. Dette afgøres bl.a. ud fra, om den afdødes hjerte var åndeligt åbent. Om den afdøde havde anstrengt sig for at komme i forbindelse med sin evige sjæl m.m.

“Et menneske er født med en vis portion åndelig opmærksomhed bygget på tidligere livs indsatser”.

Egypterne troede på, at der fandtes tre stadier: Livet på jorden – mellemverdenen “Emenet” – og det højeste, det evige lys. Hermes var det navn, grækerne gav den egyptiske gud, Thoth.

Hermes skrifterne, Thoths bøger, var samlet i 42 kapitler og igen inddelt i et antal grupper, svarende til de grader præsteskabet kunne opnå.

Thoth var inspirationen til alle hellige skrifter. Han gav egypterne den hellige geometri.
Han var symbol på hjertet, hvor følelser og forstand har rod. Han var månen, der genspejlede solen og sendte dens lys videre. Han var formidleren og vejlederen.
Han kendte vejen til lyset.

De græske præster, der fordybede sig og fik mere og mere indsigt og forståelse for denne oldgamle egyptiske mysteriereligion, fandt dog efterhånden ud af, at navnet Hermes slet ikke fuldt ud dækkede det ærefulde egyptiske navn Thoth. De tilføjede derfor “Trismegistus”, hvilket betyder “den tre gange store eller den trefold store”.

For en ny egyptisk præsteelev (studerende/neofyth), som ikke skal sammenlignes med en dansk præst på talerstolen søndag kl. 10.00, var vejen mod lyset og den evige fred lang. Arbejdet som præst eller studerende var et hårdt og meget krævede arbejde. Et arbejde som bl.a. bestod i daglig meditation og åndedrætstræning.
Den egyptiske dødebog beskriver det helt rigtige åndedræt som det vigtigste i arbejdet for at nå ind og erkende det guddommelige i sig selv.

“Indvielsesritualerne til kulternes højere trin var indrettet på at tilvejebringe en udvidet erkendelse, så det for de involverede personer skulle gøres muligt at kunne opnå en form for opfattelse af en videre tilværelse efter døden”.
Kilde: Bind 4, “Den Hemmelige Religion” af Ove von Spaeth. Kap. 15 s. 129.

Det Hvide Broderskab i Karnak var de højest indviede i mysterierne og derfor også det hemmeligste broderskab, som den almindelige egypter ikke havde kendskab til. De lavere trin i mysterielæren var alment kendt blandt befolkningen og noget som alle mere eller mindre deltog i. Det Hvide Broderskab havde sit navn efter det magiske hvide guldpulver.
Farao og to præster var på det højeste trin i Det Hvide Broderskab, og dannede således den indre triangel, der var hjertet af mysteriesystemerne. Farao besad her en endnu højere grad af indsigt og kraft end de to andre, nemlig den kraft, der tilhørte den kronede og salvede konge.

I sin bog “Den Hemmelige Religion” beskriver Ove von Spaeth det ritual, hvor Moses smelter guldkalven om til et pulver, der hældes i det drikkevand, som alle herefter drikker. Læs også om dette i bibelen.
I Bibelen beskrives dette som en straf, men det er det bestemt ikke… tværtimod. Man kan jo få tanken, at det ikke er helt tilfældigt, at Jøderne klare sig så godt i verden.

 

Kilde.:
“Den Hemmelige Religion” af Ove von Spaeth,
“Guddommelige Mysterier” af C. W. Leadbeater (33* frimurer)
“Den Egyptiske Dødebog” af Ramses Saleem
samt Poimandres og andre skrifter fra “Corpus Hermetic”, Visdomsbøgerne, Sankt Ansgars Forlag.