Suspiciendo despicio
Ved at se op, ser jeg ned
Citat:
Tycho Brahe
http://www.moses-egypt.net/star-map/senmut-files_survey_en.asp
Den
egyptiske religion
Thoth skrev den
egyptiske dødebog for 50.000 år siden.
Bogen hed oprindeligt "At komme
frem ved dag bogen".
Egypterne troede på genfødsel. For dem var sjælen evig og altid på
vej mod lyset, sit ophav, den evige fred.
Dødebogen fik alle med sig i graven i form af en papyrusrulle. Den var
en hjælp til den døde, der i stjernebilledet Orion møder guden Osiris.
Osiris gennemgår den dødes liv og beslutter, om den døde (sjælen) har
brug for endnu et liv på jorden. Dette afgøres bl.a. ud fra, om den
afdødes hjerte var åndeligt åbent. Om den afdøde havde anstrengt sig for
at komme i forbindelse med sin evige
sjæl m.m.
"Et menneske er født med en vis portion åndelig opmærksomhed
bygget på
tidligere livs indsatser".
Egypterne troede på, at der fandtes tre stadier: Livet på jorden - mellemverdenen "Emenet" - og
det højeste, det evige lys.
Hermes var det navn,
grækerne gav den egyptiske gud,
Thoth.
Hermes skrifterne,
Thoths bøger, var samlet i
42 kapitler og igen
inddelt i et antal grupper, svarende til de grader præsteskabet kunne
opnå.
Thoth var inspirationen til alle hellige skrifter. Han gav egypterne den
hellige geometri.
Han var symbol på hjertet, hvor følelser og forstand har rod. Han var
månen, der genspejlede solen og sendte dens lys videre. Han var
formidleren og vejlederen. Han kendte vejen til lyset.
De græske præster, der fordybede sig
og fik mere og mere indsigt og forståelse for denne
oldgamle egyptiske mysteriereligion, fandt
dog efterhånden ud af, at navnet Hermes slet ikke fuldt ud dækkede det ærefulde
egyptiske navn
Thoth. De tilføjede derfor "Trismegistus",
hvilket betyder "den tre gange store eller den trefold store".
Den græske
Hermes og Moses levede antageligt på samme tid (1450bc) og
noget tyder på at de var en og samme person.
For en ny egyptisk præsteelev (studerende/neofyth), som ikke skal sammenlignes
med en dansk præst på talerstolen søndag kl. 10.00, var vejen mod lyset
og den evige fred lang. Arbejdet som præst eller studerende var et hårdt og
meget krævede arbejde. Et arbejde som bl.a. bestod i daglig meditation
og åndedrætstræning.
Den egyptiske dødebog beskriver det helt rigtige åndedræt som det
vigtigste i arbejdet for at nå ind og erkende det guddommelige i sig
selv.
"Indvielsesritualerne til kulternes højere trin var indrettet på at
tilvejebringe en udvidet erkendelse, så det for de involverede personer
skulle gøres muligt at kunne opnå en form for opfattelse af en videre
tilværelse efter døden".
Bind 4, "Den Hemmelige Religion" af Ove von Spaeth. Kap. 15 s. 129.
Det Hvide Broderskab i Karnak var de højest indviede i mysterierne og
derfor også det hemmeligste broderskab, som den almindelige egypter ikke
havde kendskab til. De lavere trin i mysterielæren var alment kendt
blandt befolkningen og noget som alle mere eller mindre deltog i. Det
Hvide Broderskab havde sit navn efter det magiske hvide
guldpulver.
Farao og to præster var på det højeste trin i Det Hvide Broderskab, og
dannede således den indre triangel, der var hjertet af
mysteriesystemerne. Farao besad her en endnu højere grad af indsigt og
kraft end de to andre, nemlig den kraft, der tilhørte den kronede og
salvede konge.
I sin bog "Den Hemmelige Religion" beskriver
Ove von
Spaeth det ritual, hvor Moses smelter guldkalven om til et
pulver, der hældes i det drikkevand, som alle
herefter drikker. Læs også om dette i bibelen.
I Bibelen beskrives dette nemlig som en straf, men det er det bestemt ikke...
tværtimod.
Kilde.:
"Den Hemmelige Religion" af Ove von Spaeth,
"Guddommelige Mysterier" af C. W. Leadbeater (33* frimurer)
"Den Egyptiske Dødebog" af Ramses Saleem
samt Poimandres og andre skrifter fra "Corpus Hermetic",
Visdomsbøgerne,
Sankt Ansgars Forlag.
Den gnostiske tanke
Under opbygning
Pleroma: Det
ufattelige dyb...
Sofia: Visdommen, der
styrter ud fra Pleroma. Visdommens fald.
Kernen i den gnostiske tanke.
Gnosis: Kundskab – For gnostikere: selvkendskab.
Via gnosis får
man kontakt til sin inderste ”gnist” og opnår mulighed for genforening med
sit udspring.
Synd (syndefald)
findes ikke – kun uvidenhed.
Adam og Eva: Adam
bliver skabt, men livløs og uden ånd. Derfor griber Sofia (Sophia) ind og skaber
Eva, der rejser Adam ved at give ham sin ånd – Logos.
Hos gnostikerne er Eva altså den frelsende og ikke den onde, der lokker
Adam i fordærv.
Basilides: lærer, poet og prædikant. Rejste fra Alexandria i år 135.
Han skrev meget, bl.a. kommentarer til de mange evangelier - men det
meste er gået tabt. Også Basilides Evangeliet.
Basilides havde formodentlig, gennem Mattæus, kendskab til den hemmelige
”gnosis” som Jesus prækede for sine nærmeste indviede.
Han skabte det gnostiske system med Emanationer og Eoner. (Under
opbygning)
Valentinus: En generation yngre en Basilides. Han forsvinder ud af
historien i 165.
Den filosofiske
Kejser Marcus Aurelius dør i år 180 af pesten. Derfra går det ned af bakke
for gnostikerne. De bliver mere og mere trængt af den voksende
kristendom.
Kejser Aurelius kan ses i filmen "Gladiator", i filmen dør han dog ikke
af pesten...
Irenæus (biskop):
Født omkring år 120 af græske forældre. Han var tydeligvis kvindehader og
arbejdede i mange år imod gnostikerne.
Gnosticismen var jo en stor trussel mod det patriarkalske system.
Tertullianus (160 – 220) Asketiske kirkefader fra Karthago.
Foragtede kvinden og anså hende for et syndigt væsen, der forledte Adam
til kødets fristelser. Heraf arvesynden.
Arvesynden blev den katolske kirkes officielle lære og er det den dag i
dag.
Omkring år 200 var
det kvindelige billede på det guddommelige så godt som forsvundet.
Omkring år 350 havde
de kristne sejret.
Omkring år 400
brændte Kirken det store Isistempel i Alexandria sammen med dets 42.000
bøger...
Næsten alle hedenske templer i Rom blev Jævnet med jorden.
Omkring år 800
forsvinder de sidste Valentinske sekter mod øst mod Mesopotamien, men de
forsvinder ikke ud af historien.
Omkring år 1100
dukker gnostiske tanker op i det sydlige Frankrig – de kaldte sig
Katharer.
Kirken startede det albigensiske korstog i år 1209 og fik dem næsten
udryddet.
Mange Tempelherrer var katharer - dem fik kirken ryddet af vejen
den 13 oktober
1307.
Langt de fleste Tempelherrer nåede dog at flygte ud af Frankrig. Læs
mere om det her.
Kilde:
"Den Gnostiske Tanke" af Gösta Friberg
Visdomsbøgerne, Sankt Ansgars
Forlag.
Archives of
Western Esoterica
-:-
Vi vil nu begive os
tilbage i tiden, dog ikke så langt tilbage som til udvandringen fra
Atlantis, men derimod til en tid, hvor en helt særlig mand gjorde sit
indtog i historien.
Kong David
Han var søn af Isaj ud af Judas stamme i
Betlehem og var i sine unge år fårehyrde.
Han var siden hen kriger i stort set hele sit liv. Først som lejesoldat
for Kong Saul, der gjorde god brug af Davids evner. Alle kender den
berømte historie om, at David fældede Filistrenes stærkeste kriger, Goliat, med en
stenslynge.
Han kom dog efterhånden på tværs af Kong Saul, da Saul blev
misundelig på Davids succes som soldat og efterfølgende berømmelse
blandt befolkningen.
David blev derfor lejesoldat ved sin tidligere fjende og sloges nu mod
Saul. Han fik bugt med Saul og hans sønner og blev derefter konge over
de 12 stammer, som kom til at udgøre Israel.
Han tilbageerobrede Arken fra Filistrene.
David byggede et mægtigt palads for at vise verden og befolkningen, at
her boede kongen over landet.
Kong Salomo
Salomo byggede et Tempel til
Pagtens Ark, efter sin fader, Kong Davids tanke.
Læs også den lidt anderledes bog "Kong Salomos Nøgle".
Her beskrives noget af den hvide magi, som Salomo fik indsigt i. Bogen snuser sandsynligvis bare til emnet. Hvem
ved, hvad det egentlig var, og hvilke guddommelige kræfter han havde
kontakt med.
Kræfterne eller ånderne, dem kontrollerede han med sin ring. På ringen
var påtrykt det hellige symbol. Den sekstakkede stjerne - Kong Salomos
Segl, som består af to trekanter - klingen og kalken - det guddommelige
symbol for det kvindelige og mandlige forenet. To halve udgør en hel.
Kong Salomos Tempel
Ramses III, også kendt under navnet Shishak (925bc), erobrede Israel fra
babylonierne og samlede alle de skatte, han kunne finde i templer etc.
Han fik bygget templet Madinet Habu, hvor skattene formodentlig er endt.
Spørgsmålet er, om han fik Pagtens Ark med sig til Egypten?
Anbragte han mon Pagtens
Ark i Medinet Habu, som minder
meget om Salomos Tempel? Det siges, at der har været ikke kun een, men to
Ark.
Salomos Tempel blev i år 586bc af babylonierne, med Nebuchadrezzar II i
spidsen, jævnet med jorden. Kongens sønner blev dræbt
i krigen, men hans døtre blev skånet og sendt til Egypten.
Herodes byggede templet op på ny år 20bc. Han byggede det større og
flottere end tidligere.
Salomos Tempel blev i år 70, af Romerne, igen næsten jævnet med jorden.
Denne gang i forbindelse med et jødisk oprør.
Tilbage er nu kun Grædemuren, som er både Muhamedaneres og Jødernes
største helligdom. Spørgsmålet er bare, om det er den rigtige mur.
Det skal her lige nævnes at muslimsk tradition forbinder en vigtig
begivenhed i Muhammeds liv med Tempelbjerget. Al Aqsa-moskeen også
kaldet klippemoskeen, muslimernes tredjestørste helligdom, er bygget
ovenpå
Salomos og Herodes gamle tempel. Dette er fakta, som muslimerne ikke
anerkender.
Derfor har muslimerne også de sidste 30 år bygget om og til og fjernet
vigtige spor. De sidste 4 år har de virkelig gået til den og fjernet
mange tons jord med værdifulde arkæologiske rester... utroligt men
sandt.
Templet skal være bygget ud fra de perfekte mål, sakral geometri, hvor
betingelserne for guddommelig søgen er optimal.
Man har kun grundplanen af Templet i dag, men en kort beskrivelse kan
findes i bibelen, jf. Kongernes Bog, kap. 6.
Jesus
Jesus havde
søskende. Han var ud af Kong Davids
slægt. Han blev gift og fik barn med
Maria
Magdalena. Maria var Jesus nærmeste og
bestemt ikke prostitueret, som bibelen udstiller hende. Hun var
ud af en velhavende familie, sandsynligvis præstinde og fik måske Jesus indviet i den religion, som Moses havde med
fra Egypten, og som Jesu disciple ikke forstod noget af. De forstod i det
hele taget ikke ret meget af, hvad det hele egentlig handlede om. De
forstod aldrig, hvorfor Jesus tillod Maria at være tættere på ham end dem
selv. Derfor var de også misundelige på Maria.
Jesus og Maria blev gift. Dette bryllup er omtalt i bibelen, hvor Jesus
er vært og selvfølgelig også er den, der sørger for, at gæsterne får god vin til maden.
De fik barn sammen. På den tid var det meget almindeligt og nærmest en
uskik ikke at blive gift og få børn, så det er højest sandsynligt at Jesus og Maria
også fik barn.
Maria og Jesus havde gode forbindelser i det bedre
borgerskab. De var en del af den jødiske elite, hvis mål var at få
Jesus indsat
som den retmæssige konge over Det Hellige Land og få smidt romerne på
porten. (Rex Mundi = King of the World)
Det gik desværre ikke som planlagt, og de næste 2000 år
har den
romersk-katolske kirke magten i Europa. Den fjernede alt, som var en
trussel mod kristendommen. Kirken var ansvarlig for, at mennesker blev brændt på bålet.
Tusinder blev slået ihjel, og kirken holdt Europa i et jerngreb med
trusler om helvede, hvis man ikke fulgte den.
Det nye testamente blev til fra omkring år 325, redigeret og skåret til af
kirken i Rom.
Helt op til midten af 1800-tallet forbød kirken bøger om vores solsystem,
som var skrevet af videnskabsmænd.
Jøderne og muslimerne holder sig til det gamle testamente, hvor vi i
stedet tror på
Jesus, som kirken i Rom har beskrevet som Guds søn -
Kristus. Muslimer og
jøder mener, at
Jesus var en stor profet med
stor indsigt i livet og måske fuldt oplyst, men ikke kristus.
Om Jesus døde på korset eller kom i eksil i Egypten, er svært at
efterforske, men meget tyder på, at Maria og barn sejlede til
Frankrigs sydkyst, hvor hun spredte sin viden og indsigt og endte sine
dage.
Kilde:
bl.a. "Det hellige blod og Den Hellige Gral", samt "Tempelherrernes
indsigt".
Johannes Døberen
Hvem var Johannes Døberen,
og hvilken rolle havde han? Dette forskes der nu i stigende grad i. Han
beskrives i bogen "Tempelherrernes Indsigt" som vigtigere end Jesus.
Måske fordi Jesus i starten var Johannes´ discipel og fik sig arbejdet
op til at være "næstformand". Han var udpeget til at
være Johannes' efterfølger, men Johannes skiftede senere mening og
udpegede i stedet Simon Mager.
Jesus brød ud fra Johannes' gruppe og startede sin
egen.
Meget af det Jesus prædikede, havde han formodentlig fra sin oplæring hos Johannes,
men samtidig kunne Jesus have sin egen plan sammen med Maria Magdalene om at samle
alle de mange stammer i Det Hellige Land og i fællesskab gøre oprør mod
romerne. Dette er kun en teori, som fremstilles i bøgerne "Det
hellige blod og Den Hellige Gral", samt "Tempelherrernes indsigt".
Johannes Døberen var søn af præsten
Sakarias og
Elisabet, som var i familie med Jesu mor. Han var efter de kristne kilder at
dømme sin tids mest betydningsfulde vandreasket. I denne egenskab
døbte
han Jesus i
Jordanfloden.
På Jesu tid blev Galilæa og Peræa styret af en mand, som hed Herodes
Antipas. Han havde giftet sig med sin brors tidligere hustru Herodias.
Det måtte han ganske vist ikke ifølge jødernes lov, men han var høvding,
så det brød han sig ikke om. Den eneste, som turde sige noget, var
Johannes Døberen. Herodes tog sig ikke meget af det. Men Herodias blev
rasende på Døberen.
På Herodes’ fødselsdag
dansede Herodias’ datter Salome for gæsterne, og Herodes blev så betaget
af hende, at han sagde, at hun kunne ønske sig, hvad hun ville. Moderen
rådede hende til at bede om Johannes Døberens hoved. Og sådan blev det:
Samme aften modtog Salome den makabre gave på et sølvfad! Johannes var
blevet
halshugget.
Det er ingen ringere end
Johannes Døberen, der gemmer sig bag det danske helgennavn Sankt
Hans. Det er med andre ord Johannes Døberen, som har lagt navn til den
danske solhvervsfest og hele traditionen med Sankt Hans bål og taler og
midsommervise!
Johannes fødselsdag er således den 24 juni, som er sommersolhverv. I den
anden ende har vi Jesus, som er 6 måneder yngre med fødselsdag den 25
december, som er vintersolhverv. Traditionen i Danmark er som bekendt, at
vi fejre de to begivenheder aftenen før.
De Langhårede Konger
Merovingerne
Kilde: Bl.a.
bøgerne af Erling Haagensen.
I år 481 giftede
Klodevig
sig med den Burgundiske kongedatter, Klotilde, og besteg Frankernes
trone. Paris blev hans hovedsæde, og dette var begyndelsen til
Merovingernes storhedstid i 400 år.
Kræfter havde de, Merovingerne. De blev kaldt for "De Langhårede
Konger", og der hvilede en mystisk kraft over dem. De var mere
troldmænd end konger, og fortællingerne siger, at deres kraft var i håret
- ligesom Samson.
Historiebøgerne giver os ofte det indtryk, at De Langhårede
Konger var svage. Dette er, efter min overbevisning, langt fra sandheden. Den virkelige sandhed er
derimod forsøgt holdt skjult.
Dagobert den II, som kirken i Rom fik myrdet, har ikke altid været med
i den franske historieundervisning. Mange ting er bevidst holdt skjult
op gennem historien.
Dagobert II (født år 651)
Dagoberts far døde i år 511 og der opstod derefter stridbare tanker
om hvem, som skulle efterfølge kongen.
Dagobert blev således bortført af Grimoald, den daværende
rigshovmester. Han bragte i første omgang den lille
Dagobert til Biskoppen af Poitiers. Ingen af de to kunne dog få sig
til at myrde den lille dreng, og han bliver senere bragt til Irland,
hvor han blev skolet i munkeklostret, Slane, ikke langt fra Dublin. Han
fik her en uddannelse, som ikke på daværende tidspunkt fandtes i
Frankrig. På skolen mødte han tre prinsesser fra Northumbria. Han giftede
sig senere med Prinsesse Mathilde og flyttede til York i kongeriget
Northumbria. De fik tre piger, men Mathilde døde i barselssengen.
Biskoppen af York, Wilfrid, havde planer og håb for sin ven og elev,
Dagobert. Han fik ham gift med Giselle, datter af Greven af Razés og niece til
Vestgoternes Konge.
De blev viet i Rennes-le-Cháteau, og sammen fik de to døtre. Da Dagobert
vendte tilbage og krævede tronen og blev konge over
Austrasien,
fik de endnu et barn, en søn, Sigisbert IV.
Kong Dagobert fik hurtigt indført ro og
orden i landet.
Dagobert
II blev Merovingernes sidste store Konge. Han faldt for forræderi
og blev myrdet af sin nærmeste rådgiver
Pepin
og den Romerske Kirke. Pepin blev kaldt for Pepin Den Fede.
Igen er den Romerske Kirke med Paven helt fremme politisk og er
meddelagtig i mord.
Pepin
fik lukket Dagobert´s søn Childeric inde på et kloster. Her blev han
kronraget, for selv den Romerske Kirke havde respekt for Merovingernes
kræfter. Childeric døde få år senere.
http://www.dagobertsrevenge.com
Efter mordet på Dagobert II startede Kirken et nyt dynasti af franske
konger, kaldet "Karolingerne". Det nye var, at den franske
konge fremover skulle modtage kronen af Paven. Derved sikrede Kirken sin
magt.
Merovingerne mistede langsomt deres magt og indflydelse i Europa. Magten
gik mere og mere over til folk som Pepin - kongens tidligere så tro rådgiver.
Den Romerske Kirke havde dog ikke den fulde opbakning i befolkningen.
Selv de nyudråbte konger havde så megen respekt for Merovingerne, at
de giftede sig med merovingiske prinsesser.
Dagobert II slægt blev trods ihærdige forsøg fra kirken dog ikke
udryddet.
Dagobert´s yngste søn, Sigebert, som selv Pepin den Fede ikke kendte
til, blev tidligt bragt til sin mor i Rennes-le-Chateau, landsbyen, som dengang
hed Rhedea.
Her blev han senere Greve af Razés, og slægten efter ham løber gennem
400 år helt frem til
Godefroy de Boullion.
I året
1095 kaldte kirken vesten til verdens første korstog mod muslimerne til
befrielse af Jerusalem i Det Hellige Land.
I 1099
blev Jerusalem indtaget og Godefroy de Boullion blev af Pave Urban II
udråbt til Konge af Jerusalem. Han valgte dog selv at kalde sig Beskytter af Det
Hellige Land.
Med Godefroy som konge i Det Hellige Land, var Jesu slægt tilbage i Jerusalem.
Merovingernes slægtslinie går tilbage til Jesus, er meget svært at bevise.
2000 år er dog en pæn lang periode, og forfattere var der ikke mange
af dengang.
I bogen "Det hellige blod og Den Hellige Gral" er der virkelig
lavet en grundig forskning i historien, og meget tyder på, at
resultaterne er sande.
Det interessante er også,
at meget ifølge forfatterne tyder på, at vores egen Prins Henrik er i slægt med
Merovingerne. Det giver jo én noget at tænke over, da vores næste
konge er Kronprins Frederik, som således har Merovingerblod i årene.
Frede er jo ikke uden evner, med optagelse i Frømandskorpset m.m. Så
det skal nok blive en spændende tid vi går i møde.
Vi vil de næste
år holde et godt øje med
Frederiks
hårpragt og hvem ved - måske er han
Rex Deus. (Dette link
er ofte nede)
Dette vil vise sig i året 2012.
Katharerne
(Catharerne)
Albigenserne eller
Katharene, som de kaldte sig, var efterhånden blevet en
stor magtfaktor i Europa. De havde deres eget fyrstedømme i området
Languedoc i Frankrig. De besad enorme landejendomme, og der herskede en
fred og fordragelighed, som var resten af Europa misundelsesværdigt. De havde taget
den kristne mystik til sig, en religion som stædigt spredte sig op
gennem Europa. Den byggede bl.a. på gensidig respekt, ikke mindst mellem
mænd og kvinder. De måtte endvidere ikke bære våben.
Det var denne kristne mystik, som i flere nye bøger, der er skrevet af uafhængige
forskere, er blevet betegnet som den
sande tro; den tro, som Moses havde med fra Egypten, og som både Døberen
og Jesus og Maria formodentlig senere var en del af.
Det Albigensiske Korstog blev iværksat af Pave Innocens III i 1209, og
frivillige fra hele Europa, som længe havde været misundelige på
kartharernes rigdomme, meldte sig under fanen. Under et korstog måtte man
nemlig tage det tyvegods, som man kunne finde, med sig. Dette kunne
friste mange svage sjæle og kunne det sikkert også i dag.
Kathrerne blev næsten udryddet, mange gik frivilligt ind i bålet - så
stærke var de i deres tro. Troen på reinkarnation og at sjælen altid
længes hjem til den guddommelige kraft, som er overalt i universet.
Alle ejendomme blev inddraget, men den dag i dag kan man stadig støde på
folk fra landsbyerne, som fastholder, at de er Katharer.
Den franske konge og Paven fandt dog aldrig den skat eller kilde til Katharernes
rigdom, som man havde håbet på at finde. Den var sandsynligvis
blevet bragt i
sikkerhed forinden. Det skrives
i flere bøger, at under den sidste nat i borgen Montségur, som
var katharerenes sidste
bastion, flygtede
nogle få personer via reb ned
ad borgens utilgængelige side, for derefter at forsvinde ud af
historien.
Man ved ikke, hvem der flygtede, og hvad de havde med sig derfra.
Katarernes sidste bastion før de
blev
slagtet af lejesoldater udsendt af
den Katolske Kirke.
Rennes-les-Baines ---> 5km
---------------------------------------------
---------------------------
-------------
Valdemar sejr
I denne spændende og meget afgørende tid levede der i Danmark en konge
ved navn Valdemar.
Jeg er overbevist om, at Valdemar havde forbindelse til Tempelridderne
og at han selv har været på korstog i Det Hellige Land, men læs selv
videre.
Vi finder i vores rigsvåben 9 små hjerter. Ingen ved hvorfor de er der.
Min teori er at de symbolisere de 9 berømte riddere, der efter Jerusalem
blev en del af de mægtige Tempelherrer.
I 1200 tallet havde de kristne ikke magten i Det Hellige Land. Gad vide,
hvad Tempelridderne egentlig foretager sig. De har måske gang i noget
hemmeligt på
Bornholm.
Kong
Valdemar II, også kendt under navnet
Valdemar Sejr, var meget populær
blandt befolkningen. Hans broder, Knud IV, fik ingen børn, og Valdemar
efterfulgte ham. Han blev juledag 1202 kronet til Danmarks konge i Lunds
domkirke. Hans regeringstid må anses for at have været en storhedstid
for hele Danmark med en blomstrende handel. Som følge heraf skød nye købstæder
op over hele Danmark, og der var nyopdyrkning af jorden, ligesom hundredvis
af byer blev grundlagt. Fiskeriet i Øresund skænkede riget store
indkomster. I denne tid blev tilmed de urgamle landskabslove sat på
skrift, og derfor fik Valdemar også tilnavnet: Lovgiveren.
Anders
Sunesen var ærkebiskop i Lund og stod Valdemar nær. Da det trak op til
et afgørende slag mod Esterne, stod de sammen. Esterne havde
tidligere hærget i Danmarks rige.
Paven, Honorius III,
havde givet Valdemar Sejr tilladelse til at lægge alle hedenske lande, han
kunne erobre, under det danske rige.
Året 1219 trak det op til et stort korstog mod Estland. Det siges, at
begejstringen i hele Danmark var meget stor. Forberedelserne var ikke
kun kamptræning, idet også bøn var en stor del af det.
Med 500 skibe drog Valdemar og Anders Sunesen mod Esterne. De gik i land
og slog lejr. Her blev de i ly af tusmørket angrebet af Esterne. Det
berømte Volmerslag den 15. juni var i gang. Slaget bølgede frem og
tilbage, og midt i det hele så Anders Sunesen Dannebrog dale ned fra
himlen. Det gjorde udfaldet i krigen
til Danskernes fordel.
Sådan er fortællingen i hvert fald udlagt.
Det siges, at det var med Pavens tilladelse, at Danmark fik et så
betydningsfuldt flag som et rødt klæde med et hvidt kors. Det minder jo
en del om de berømte korsriddere. Blot havde de et hvidt klæde med et rødt kors.
På den tid var Tempelherrerne stadig en magtfaktor i Europa, og Valdemar
Sejr var måske en del af Tempelherrerne eller havde i hvert fald meget
sandsynligt været korsridder.
Vi kommer ikke uden om, at Bertrand de Blanchefort, som var Stormester i
Tempelherrerordenen i år 1164, havde en meget god forbindelse til Sunesens forgænger, Biskop Eskild, i
Lund.
Det sætter jo tanker i gang, når vi ved, at Valdemar, efter sin kones
død, giftede sig med Portugals smukke prinsesse
Bengerd.
En pige, som han
sandsynligvis havde mødt, da han på vej hjem fra et korstog i Det
Hellige Land var inden om kongehuset i Portugal.
I Portugal findes en rundkirke, som dem på Bornholm, begge formodentlig bygget af
Tempelherrerne.
Portugal er Europas ældste land og minder på sin vis
meget om Danmark.
Bengerd kom fra en egn, hvor de kæmpede mod Maurerne mod syd. Hun har
sikkert
haft sin del af æren for sejren i Estland og modtagelsen af vores flag,
Dannebrog. Hun havde ben i næsen og økonomisk sans. Hun har været med
helt fremme, hvor beslutningerne blev truffet, og det kan meget vel være
hende, der via sin familie var linket til Tempelherrerne.
Bengerd ligger begravet i Ringsted. Hun døde i barselssengen efter det
tredie barn. Hun blev omkring 30 år. Hendes kranium er udstillet, fordi
hun har været umådelig smuk og et usædvanlig menneske.
 |
 |
DANNEBROG
C. A. Lorentzens maleri fra år 1809
"Dannebrog falder ned fra Himlen
under
Volmerslaget ved Lyndanis 15. juni 1219".
Billedet kan ses på
Statens Museum for Kunst
Danmarks Konger
Kongernes Jelling
Salah-al-Din Yusufubn Ayyub
Saladin og Det Hellige Land
Saladin blev født af kurdiske forældre i året 1138 i Tikrit i det nuværende Irak. Faderen var høvding, og Saracenernes hersker hed
Nureddin (1117-1174).
Shirkuh var Saladins onkel og en meget dygtig general med tilnavnet
"Løven". Han erobrede, to år før sin død, Egypten. Han var en meget
dygtig militærstrateg, men desværre også meget overvægtig.
Saladin var sunnimuslim og havde sine bekymringer omkring Egypten, da
Kairo var plaget af uro, der var skabt af ekstreme shiamuslimske intrigemagere.
Saladin blev som ung officer i hæren udpeget til ny Emir i Egypten og
fik titlen "al malik an nasir". Han blev senere den ubestridte leder
efter at have slået Frankerne helt ud af landet.
Han indtog senere Syrien i 1183 og mødte her næsten ingen modstand.
Han modstod flere angreb fra Tempelridderne og nedsatte sig således
som enehersker af Egypten, Syrien og Mesopotamien. Saladins mål var at
forene muslimer og den arabiske verden, samt bringe fred til Det Hellige
Land.
Saladin var et godt menneske med et
stort hjerte. Som muslim havde han en usædvanlig tolerance over
for kristne og høstede stor respekt i Europa. Han forsøgte til det
sidste at komme overens med de hovmodige Frankere.
Han indtog ikke Jerusalem med det samme, hvilket han ellers sagtens kunne. Han foreslog
Frankerne at deles om Jerusalem, så jødiske, kristne og muslimske
pilgrimme under fredelige forhold kunne rejse til deres fælles og
største helligdom. (Sådan var det under den tre år lange våbenhvile
før Hattin)
Denne drøm delte han bl.a. med Johanniterordenens Grev Raymond og flere
andre fremtrædende personer, også indenfor Tempelridderordenen.
Saladin håbede til det sidste på en fredelig aftale, men hans
tålmodighed fik på et tidspunkt en ende.
Reynald de Châtillon, der havde stor magt i de to borge,
Kerak og Montreal, overfaldt og plyndrede flere pilgrimsrejsende i
området.
Ligeledes nægtede Kong Guy af Jerusalem at samarbejde, og sammen med
Tempelherrernes nye stormester, den tvivlsomme
Gérard de Ridefort, planlagde de ganske
tåbeligt at
angribe Saladins enorme styrke. Det endte således med et voldsomt
nederlag og blodblad i slaget ved
Hattin vest for søen
Teberias, hvor
samtlige kristne, Tempelriddere og Johanniter blev udslettet -
overlevende blev halshugget. Dette blev enden for Frankerne i Det
Hellige Land. Fra da af gik det kun tilbage. Kong Guy overlevede dog tilfangetagelsen
ved hjælp af en stor løsesum.
Jeg har fundet en engelsk hjemmeside, som kortlægger
giftermål og familieforhold
på de
magtfulde poster i landet... ganske forvirrende.
Hovmod
og tåbelige mænd på forkerte poster og med for megen magt - det er
årsagen til, at det gik så galt i Det Hellige Land. Selv inden for den
mægtige Tempelherrerorden fandtes mænd, som aldrig burde have haft
indflydelse på historiens gang. Gérard de Ridefort var formodentlig en
af dem.
Richard Løvehjerte indgik et forlig med Saladin, og Frankerne fik lov at rejse
hjem. Med sig havde de en traktat, som gav kristne
pilgrimme ret til
at rejse til Jerusalem.
Den 3. marts 1193 døde Sultan og Emir Saladin, 55 år gammel, i Damaskus,
roligt siddende under et oliventræ i haven. Hans drøm om et rent
muslimsk herredømme i Det Hellige Land var opfyldt.
Tænk, hvor
mange menneskeliv, der er gået tabt i Guds navn! Særligt i Det Hellige
Land, hvor de kristne, muslimerne og jøderne, slås indbyrdes om, hvem af
dem, der tror på den eneste rigtige Gud. De tror jo egentlig på det
samme. At der kun er een Gud!
Tempelherrerne
Det Hellige
Land blev tilbageerobret fra
muslimerne i år 1099, hvor pave
Urban II, havde indkaldt til korstog. En af korsridderne var
Godefroy af Bouillion fra Lorraine, som blev beskytter af
Det Hellige Land.
Han døde dog allerede året efter og blev efterfulgt af sin bror.
I året 1118 mener man, at den
hemmelige orden opstod, med
Hugues des Payens fra Champagne i front
for de 9 riddere. Hele 9 franske adelsmænd rejste i år 1118 til Det
Hellige Land og blev der i 9 år.
Hvad lavede de egentlig i de 9 år, de var udstationeret i Jerusalem, og
hvorfor overnattede de i paladset, bygget ovenpå ruinerne af "Kong
Salomos
Tempel"?
Fandt disse adelsmænd en skat i bjergets hemmelige huler og gangsystem?
Den Hellige Gral
eller
Moses arkiver?
Noget meget værdifuldt,
som de bragte med tilbage til Europa?
Noget, som fik paven til at gøre Tempelherrerne uafhængige og kun med
paven over sig?
Fakta er, at de blev den stærkeste og rigeste magt i Europa.
De oprettede et bankvæsen, der lignede det, vi har i dag. De lånte penge ud -
også til den franske konge. Man kunne indbetale en sum i England og få
den udbetalt i Det Hellige Land og undgik således at blive røvet
undervejs.
Bernhard af Clairveaux var den mand, som de 9 riddere vendte hjem til i
Frankrig. Han var en usædvanlig mand, som fik udbygget og spredt
Cistercienserordenen.
Også i Danmark blev flere klostre bygget, bl.a. Øm
kloster ved Ry og Vitæ Schola ved Løgstør.
Det var som oftest den yngste søn i en bedre stillet familie, som med en
pose penge i hånden blev modtaget og optaget i ordenen som munk.
Den franske konge Filip IV søgte på et tidspunkt om optagelse i
Tempelherrereordenen, men fik afslag. Kongehuset skyldte Ordenen mange penge, og Filip havde
det efterhånden lidt svært med Tempelherrerne. Man kan hurtigt få det
indtryk af Filip, at det mest var af personlige årsager, at han den 13.
oktober 1307 i ledtog med Pave Clemens V udskrev en arrestordre på
samtlige Tempelherrer i Frankrig.
De to tidligere Paver havde Philipe fået myrdet, da de ikke fulgte hans
formørkede sind.
Den eneste mulighed, kongen og Paven havde, var at anklage ordenen for
kætteri. Ordenen blev beskyldt for at udøve den mystiske side af
kristendommen - den gamle religion, som formodentlig har rødder tilbage til Moses og
Egypten.
Alle ejendomme og besiddelser blev inddraget, men kongens mænd fandt
aldrig de mange penge eller guld, som de mente, at der eksisterede. Kun
få Tempelherrer blev arresteret og tortureret.
Stormesteren i Tempelherrerordenen, Jacques de Molay, blev tortureret
over sagte ild og døde. Kort før han udåndede, forbandede han den franske
kong Filip. Filip døde få år senere.
Kong Filip fandt heller aldrig den store flåde af handelsskibe, som
tilhørte Tempelherrerne. Alt tyder på, at de er blevet advaret om det,
som
kongen og Paven havde planlagt. Man fandt stort set ingenting af værdi,
men den franske trone fik slået en streg over sin store gæld, da
Tempelherrerne officielt ophørte med at eksistere.
I bogen "Tempelherrernes
Indsigt", er forfatterne kommet frem til den konklusion, at den store
flåde må være flygtet til Skotland. Der findes flere spor efter dem, og
alt tyder på, at det er sådan, det gik for sig.
Tempelherrerne flygtede endvidere til Portugal, England og Tyskland.
Man skal huske på, at de havde store ejendomme over hele Europa, og de
andre lande var meget tilbageholdende overfor Filips internationale krav om arrestation. Ikke alle
regeringsmagter havde det samme had og misundelse i
hjertet som Filip.
Tempelherrerne gik under jorden. Den blev helt sikkert ikke opløst.
I Portugal
blev Tempelridderne frikendt og kaldte sig fremover Kristi Riddere. De beholdt det røde kors
som kendetegn.
Vasco da Gama var Kristi Ridder, og Christoffer Columbus sejlede over
Atlanten med det røde kors på sejlet. Han var i øvrigt gift med en
tidligere stormesters datter.
I Skotland
havde Tempelherrerne godt fodfæste, og her hjalp de Robert
Bruce i Skotlands frihedskamp og stormede ind i et afgørende slag mod Englands besættelse.
Denne frihedskamp kan opleves i filmen "Brave Heart" med Mel Gibson som
Wallace. Tempelherrerne er dog ikke med i filmen, da deres rolle ikke er
gængs viden og dermed ikke er beskrevet i skolernes historiebøger.
Som årene gik, blev krig afløst af fred. England og Skotland smeltede
sammen gennem kongelige ægteskaber, og der blev mere brug for bygmestre
end krigermunke. Tempelriddernes viden omkring byggeri, matematik og landmåling var
enorm efter datidens målestok.
Deres viden og kunnen blev en
eftertragtet vare i hele Europa. De kaldte sig for Frie Murere.
Troen på det
Guddommelige i universet,
troen, som Tempelherrerne levede
efter,
den er stadig omkring os.
Thorstein
mail
